Narkose

Hvad er narkose?
Narkose er en dyb søvn, eller bevistløshed som man bringes i ved at indtage forskellige stoffer. Virkningsmåden er forskellig men formålet er det samme, dyrene skal sove så de ikke mærker og oplever det vi gør ved dem. På den måde sikrer vi arbejdsro til operationen eller anden behandling samt at dyret ikke får en ubehagelig oplevelse.

Forberedelse af hund og kat til narkose
Nogle narkose midler kan godt give lidt kvalme idet man falder hen, det er derfor vigtigt at hunden og katten har fastet. Det betyder at de ikke må få noget at spise efter klokken 24 aftenen før en planlagt behandling i fuld bedøvelse. På den måde kan vi minimere risikoen for at de kaster op og at opkastet finder vej til lungerne – med en slem lungebetændelse til følge.
Det er rarest for din hund og os hvis den er luftet godt af, da den skal tilbringe mange timer hos os.

Alle indlagte dyr tilbringer ventetiden i et bur i vores burrum. Her kan de sidde i fred og ro, de allerfleste lægger sig til at sove mens de venter. Enkelte bliver nervøse, de får en lille smule til at slappe af på. Hvad afhænger af dyret.

Hvorfor skal kæledyret afleveres mellem 8 og 10?
Dit kæledyr skal komme hos os mellem 8-10 for at vi kan planlægge dagen bedst muligt for alle patienterne.
Så vi lige kan nå at snakke om hvad der skal ske, tjekke at dyret er friskt nok til at gennemgå narkosen.
Vi bruger også denne snak på at sikre os at vi kan få fat i jer hele dagen, samt kontrollere at vi er enige om hvad der skal ske.
Til sidst aftaler vi hvornår dyret kan komme hjem igen.

Hvordan foregår det?
De fleste hunde får lidt beroligende, nogle får det allerede før I forlader dyret. Efter 10-15 minutter lægger vi et kateter, som giver os direkte adgang til en vene. Så inducerer vi narkosen ved at sprøjte et bedøvelsesmiddel ind i blodbanen.

Herefter lægger vi en slange i luftrøret for at sikre frie luftveje og igennem denne slange kan vi tilføre ilt og narkosemiddel. Det er nemt at styre og sikre en hurtig opvågning.

Hunden har en tubus (orange) i sit luftrør, hvortil der er tilkoblet ilt/anæstesi slange samt en vejrtrækningsmåler.

Kattene bliver oftest bedøvet ved injektion af narkosemiddel, alt efter hvilket indgreb der skal foretages lægger vi en slange i luftrøret, hvis der er tale om et længerevarende indgreb, vil vi kunne fortsætte bedøvelsen på inhalation, og vi tilfører ilt.

Når du henter dit kæledyr efter fuld narkose
Når man har været i fuld narkose kan man godt være træt et døgns tid efter. Dit dyr skal derfor hjem og ligge et lunt sted, tilbydes lidt at spise og drikke. Det er vigtigt at tilbyde små mængder, på den måde kan man forhindre at dyret forsluger sig og efterfølgende kaster op.

Efterbehandling ofte med smertestillende
Afhængig af hvilken behandling dit dyr har modtaget vil du få tabletter med hjem til videre behandling. Det er som oftest smertestillende og evt. antibiotika.
Hvis dit dyr er blevet syet, skal stingene fjernes efter 10-14 dage. Vi aftaler gerne tid med det samme. Det er inkluderet i operationsprisen at få stingene fjernet. Men alt dette vil du blive informeret om når du henter dit kæledyr igen.